Пабло Неруда е невероятен поет. Четейки поезията му ние разцъфтяваме от любовта между редовете, както пролетта кара черешите да го правят.

Σ' αγαπώ καθώς κάποιο φυτό που δεν ανθίζει,
μα που μέσα του κρύβει το λουλουδόφως όλο,
και ζει απ' τον έρωτα σου σκοτεινό στο κορμί μου
τ' άρωμα που σφιγμένο μ' ανέβηκε απ' το χώμα.
Σ' αγαπώ μη γνωρίζοντας πως, από που και πότε,
σ' αγαπώ στα ίσια δίχως πρόβλημα ή περηφάνια :
σ' αγαπώ έτσι γιατί δεν ξέρω μ' άλλον τρόπο,
παρά μ' ετούτον όπου δεν είμαι μήτε είσαι,
που το χέρι σου πάνω μου το νιώθω σα δικό μου,
που όταν κοιμάμαι κλείνουν και τα δικά σου μάτια.

Matilde Urrutia foi a terceira esposa de Pablo Neruda e com ela viveu até à morte. Dedicou-lhe muito do seu trabalho e também estes Cem Sonetos de Amor (cem?!) onde raio anda o meu Neruda?!

Este é o meu favorito:

"Não te quero senão porque te quero,
e de querer-te a não te querer chego,
e de esperar-te quando não te espero,
passa o meu coração do frio ao fogo.
Quero-te só porque a ti te quero,
Odeio-te sem fim e odiando te rogo,
e a medida do meu amor viajante,
é não te ver e amar-te,
como um cego.

Tal vez consumirá a luz de Janeiro,
seu raio cruel meu coração inteiro,
roubando-me a chave do sossego,
nesta história só eu me morro,
e morrerei de amor porque te quero,
porque te quero amor,
a sangue e fogo."

Intimate and eloquent.
Try not to read it in one take, because I think it spoiled the experience for me a little bit.
This is the type of poetry you want to keep coming back to.

No soy mucho de poesía, pero al año pasado leí a Emily Dickinson y me gustó mucho. Tengo que decir que este si me hubiera gustado más variedad, pero son 100 sonetos de amor, así que qué esperaba. No logre tener un poema favorito que sobresaliera de los otros. Tal vez debería haberlo leído de forma más pausada. Continuare con la poesía, pero no muy seguido.

XVII

No te amo como si fueras rosa de sal, topacio
o flecha de claveles que propagan el fuego:
te amo como se aman ciertas cosas oscuras,
secretamente, entre la sombra y el alma.

Te amo como la planta que no florece y lleva
dentro de sí, escondida, la luz de aquellas flores,
y gracias a tu amor vive oscuro en mi cuerpo
el apretado aroma que ascendió de la tierra.

Te amo sin saber cómo, ni cuándo, ni de dónde,
te amo directamente sin problemas ni orgullo:
así te amo porque no sé amar de otra manera,

sino así de este modo en que no soy ni eres,
tan cerca que tu mano sobre mi pecho es mía,
tan cerca que se cierran tus ojos con mi sueño.

Me encantan los sonetos y me encanta Pablo Neruda, todo lo que quiero es leerme todos los libros que tenga.

Also posted on Eva Lucias blog

Tak til Lindhardt & Ringhof for anmeldereksemplaret!

Hundrede kærlighedssonetter af Pablo Neruda er en digtsamling, som jeg har glædet mig til at læse længe. Jeg har altid hørt så meget om forfatteren, og selvom jeg ikke ved nok, så har jeg altid været fascineret, men desværre aldrig kastet mig ud i læsningen – før nu. Og det var i den grad ikke en skuffelse.

Sproget er virkelig skarpt og så rummeligt. Jeg skal prøve at forklare – det er som om det hele falder på plads og selvom der er en ufattelig dybde i digtene, så virker det hele så simpelt. Som om det hele giver mening. Jeg ville normalt synes, at tekster som Nerudas ville virke overlæssede og ”for” romantisk a la Oehlenschläger, hvor det (efter min mening) spiller på banaliteter og klicheer, men selvom det er de store følelser, den helt store kærlighed og vilde naturbeskrivelser, så spiller kærligheden og naturen sammen, går op i en højere enhed og erstatter hinanden, hvor den ene har mangler.

Det er tydeligt, at landskaber, natur og kulturen spiller ind i digtene. Man kan mærke, at den er skrevet på spansk. Tonen er anderledes, måske mere pompøst og omfavnende, men det virker. Sproget pirrer og tryllebinder én til at fortsætte sin læsning.

Da jeg læste digtsamlingen blev jeg nødt til at stoppe og holde pauser. Ikke fordi det er tung læsning, men snarere fordi der er brug for ro til refleksion og eftertænksomhed. Det er dejligt at lade digtene udfolde sig og de prikkede til mange følelser – ro, eftergivenhed og den helt store kærlighed. Jeg gad godt læse digtene på spansk og se om det føles lige sådan. Flot og smuk udgivelse af Pablo Neruda! Jeg skal helt klart læse mere.

Blog ~ Facebook ~ Instagram ~ Youtube ~ Spotify

This poetry book is a fortune, the type of book you'd give 10 stars blindly!!

When I looked up the reviews and the rating, then read a sample sonnet online and found it so beautiful, I was so encouraged to start reading it asap.. But, unfortunately, I couldn't find a free pdf copy available online, and I was so disappointed, kept searching and I found them translated by Alan Davison, but the translation wasn't good enough "wouldn't say bad for the exerted effort to translate them".

Although the 1st and the 2nd attempt were unsuccessful, I didn't give up, I got the titles of the 100 sonnet from the book's page on Wikipedia, and I looked for each of them individually, and as long as it went, I was praying it'd be worth it.. it is!! IT DEFINITELY IS :)

I just can't tell how beautiful Neruda's poetry is, touching, sentimental, passionate and whole. I believe it felt like it was written to each woman that read it.
Neruda is a magician, he wrote small lines that takes you places forests, sea shores, skies or just a bed, where everything looks real but feels like a fantasy. Neruda turns plain things into magic, like I'd never see the scattered flour the same way again because of the way he resembled it to stars.

I found some of the sonnets translated by Stephen Tapscott and some were by terence clarke, both were beautiful, but I preferred stephen's ones, he kept the metaphors sophisticated and original yet understandable. Terence went for the direct, easy translation which was good in some lines, as in sonnet 48 "brackets include Terence's lines":

Two happy lovers make one bread,
a single moon drop in the grass.
Walking, they cast two shadows that flow together;
waking, they leave one sun empty in their bed.
(They lead two shadows walking as one,
leave in bed a single empty sun.)

Knowing that I owe this book a lot of great words, I'm just running out of words. I just love it, and it was worth the time, totally :)

I think every woman deserves her own Neruda, to be seen, to be adored, and to be portrayed by the eyes and the heart of Neruda :)



There where the waves shatter on the restless rocks
the clear light bursts and enacts its rose,
and the sea-circle shrinks to a cluster of buds,
to one drop of blue salt, falling.

O bright magnolia bursting in the foam,
magnetic transient whose death blooms
and vanishes--being, nothingness--forever:
broken salt, dazzling lurch of the sea.

You & I, Love, together we ratify the silence,
while the sea destroys its perpetual statues,
collapses its towers of wild speed and whiteness:

because in the weavings of those invisible fabrics,
galloping water, incessant sand,
we make the only permanent tenderness.

“por eso canto al día y a la luna,
al mar, al tiempo, a todos los planetas,
a tu voz diurna y a tu piel nocturna.”
XLIX

هذا النيرودا رائع.
ورغم أن ترجمة القصائد تفقدها السر اللغوي الذي يسري فيها إلا أنا قصائد بابلو فيها شيء أكثر من اللغة،لعله الصدق والموسيقى

القصيدة الرابعة والأربعون :
اعلمي بأني لا أحبك وأني أحبك
لأن كائن الحياة مزدوج كالمرأة
لأن الكلام هو جناح الصمت
ولأن في النار شطرًا من البرد.

أحبك ولا أحبك، فكأنما بين يدي
مفاتيح السعادة
ومصيرًا تاعسًا
ومصيرًا ملؤه القلق.

أنا لا أحبك ..لأبدأ في حبك
لأتمكن من أن أبدأاللانهاية مجدداً
ولكني لا أكف أبدًا عن حبك

حبي وجدان لحبك
لهذا أحبك حين لا أحبك
ولهذا أحبك حين أحبك

==============
القصيدة الحادية والثلاثين:
بإكليل من غار الجنوب
وبصعتر لوتا البري
يا ملكة صغيرة لعظامي، أتوجك
وليكن لك أبدًا هذا التاج
المولود من الأرض، ومن أوراق البخور
==============

لن يعرف أحد أن اللطف وحده
صنع شيئًا فشيئًا بلورات صلبة كالمدن
وأن الدم فتح أنفاقاً تعيسة
دون أن تتغل مملكته على الشتاء
==============

لهذا يا حبيبتي، ثغرك، بشرتتك
ضياؤك وعذاباتك هي الميراث
الحي، هبات المطر المقدسة، عطايا الطبيعة


أعتقد أن تذوق قصائد كهذه بلغتها الأم سبب كاف لوحده لتعلم اللغات

je refuse de noter le livre d’un violeur assumé

le recueil n’est pas mauvais bien qu’assez redondant, certains poèmes sont très beaux mais la réutilisation constante des mêmes thèmes ternit un tant soit peu l’ensemble. et neruda me dégoûte

Great poetry reading, all recommendations.